I 2016 forlod Kezia Bagger Jehovas Vidner. I den efterfølgende tid blev ensomheden et fast inventar i hendes selvidentitet, og selvom hun næsten ingen kontakt har til sin familie i dag, fortryder hun ikke sit valg. Følelsen af at være forkert havde været dominerende hele livet, fordi hun ikke passede ind i den tro, der endte med at koste hende alle omkring sig. Men hellere det end at miste sig selv.

Af Sofie Stendell Milde

Kezia Bagger har i dag næsten ingen kontakt til sin familie, efter hun brød med Jehovas Vidner som 18-årig. Foto: Sofie Stendell Milde

Når Kezias far vil snakke seriøst med en, spørger han, om man vil med ud at køre en tur. Derfor siger Kezia ja, da han en dag i 2018 spørger, om hun vil med på en køretur til Silvan. På det tidspunkt ved han godt, at hun har trukket sig ud af det samfund, der binder dem sammen.

Det er lige efter Kezias skilsmisse, hvilket har givet hendes forældre et håb. De tænker fedt, nu kommer hun tilbage, for det var efter deres opfattelse hendes eks-mand, der hev hende ud af Jehovas Vidner som 18-årig. I bilen på vej til byggemarkedet begynder Kezias far derfor sin forudsigelige, faderlige snak om, hvor bekymret han er for hende. Men hun afbryder ham.

”Det er der ikke nogen grund til. Jeg er glad. Det ville jeg ikke være, hvis jeg skulle være Jehovas Vidne,” fortæller hun ham i bilen. Stilheden breder sig efterfølgende.

Der, i bilen på vej til Silvan, ender samtalen.

Det samme gør Kezias bånd til sin familie.

Dengang var Kezia Bagger 20 år. I dag er hun 25. Hendes kontakt til sin far er minimal, imens hun ingen relation har til sin mor, storebror og lillesøster. Da Kezia trak sig ud af Jehovas Vidner i 2016 som 18-årig, var udstødelsen fra familien den største konsekvens. Men for hende var det et spørgsmål om at miste sin familie eller sig selv.

”Konsekvenserne for mig ved at blive i det var større. Jeg ville hellere miste hele min familie, end jeg ville være i Jehovas Vidner. Jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke kunne leve i det,” fortæller hun.

Kezia blev født ind i Jehovas Vidner. Gennem hendes barndom var religionen førsteprioritet. Med en familie, der var højt stillet inden for menigheden, var kravene til Kezia mange, og hendes samvittighed var på konstant prøvelse.

Men for Kezia føltes det forkert. Følelsen af ikke at passe ind i miljøet var vedvarende gennem barndommen. Selvom tvivlstankerne længe havde været der, besluttede hun som 16-årig, at hun ikke kunne leve med sin falske tro længere. Derfor valgte hun at forlade Jehovas Vidner som 18-årig. Et valg, der medførte, at Kezia blev udstødt fra sin familie. Tilbage stod hun helt alene.

Uden identitetsfølelse og uden familie.

Når ensomheden opstår

Kezia er ikke alene om sin historie. Når man bryder med et religiøst miljø og mister hele sin omgangskreds, udfordres menneskets behov for social kontakt og for at høre til. I stedet opstår der en ensomhed.

Støtteforeningen for tidligere Jehovas Vidner oplever mange henvendelser om en gennemtrængende ensomhed, efter man har forladt religionen. Poul Dal, der er formand for foreningen, fortæller, at det især er en stor problematik for mange at være udstødt af familien og venner:

”De har brug for et fællesskab og nogen at snakke med. Familien har næsten altid udstødt dem. Og så har de behov for social kontakt.”

Ifølge Poul Dal, der selv er tidligere Jehovas Vidne, er udstødelsespolitikken i miljøet ikke tilfældig. Som medlem indoktrineres man til at holde sig væk fra dem, der udstødes. Måske de udstødte vil få lyst til at komme tilbage, når de mærker udstødelsens hårde eftervirkninger.

Psykolog Susanne Benderfeldt har hjulpet flere, der har oplevet ensomheden efter af have brudt med et religiøst miljø. Hun forklarer, at behovet for at høre til overstiger de fleste andre af menneskets grundlæggende behov.

”Interaktion med andre mennesker er livsvigtig for os. Det er derfor, ensomheden rammer bredt, når man ikke længere er i den religiøse gruppe, der har været definerende for, hvad man mener og tænker,” siger hun.

En social kontrol, der blev for meget

Nytårsaften i 2014 er Kezia som de fleste andre 16-årige. Promillen og humøret er hejst af rom og cola, og der er noget spændende ved at være tilskuer til jævnaldrende drenge, der drikker Jack Daniels, imens de fyrer raketter af vandret.

Men da Kezias veninde fra menigheden får dårlig samvittighed over festlighederne, tager hun hjem og kontakter Kezias far, for at fortælle hun ikke kan finde hende. Han ringer straks til Kezia, der bliver ædru på et sekund, hvorefter hun bliver hentet og må forlade de vildtflyvende raketter og berusede drenge. Da hun vågner dagen efter, er hun, igen, ikke som de fleste andre 16-årige.

Kezias far har planlagt et møde for hende med nogle af de ældste i deres menighed, som er mænd over 50 år. Med dem skal Kezia have en alvorlig snak, selvom hun ikke har lyst til det. Men det er et spørgsmål om konsekvenser frem for lyst. De ældste stiller hende personlige, seksuelle og detaljerede spørgsmål. Spørgsmål, som hvorvidt hun har rørt ved drengenes kønsorganer. Om de har rørt ved hendes. De skal vide, hvor meget hun har syndet.

Kezia havde lyst til at forlade lokalet. Men dengang havde hun en indbygget autoritetstro, der forhindrede hende i det. Til sidst blev situationer som denne og troens øvrige retningslinjer for meget for hende.

Derfor beslutter 16-årige Kezia at forlade Jehovas Vidner, når hun bliver 18. Hun ved, at hun har de to år til at forberede sig på at miste sin familie. Alligevel rammer det hende som et chok, da hun fra den ene dag til den anden mister alle omkring sig. Selvom hun har forberedt sig mentalt, skaber den manglende sociale kontakt en tomhed, og i tiden efter udstødelsen kæmper Kezia med lavt selvværd og en følelse af at være forkert.

”For familien er man død. Hvis de mødte mig på gaden, ville de fleste gå over på den anden side. Det er nærmest lige så traumatisk, som hvis hele ens familie dør,” fortæller hun.

På bar bund i et nyt samfund

Kezias følelse af at være forkert, ensom og ramt af lavt selvværd bliver forstærket, da hun i sit nye liv ikke kan finde ud af at danne nye relationer. Hun ved ikke, hvordan man gør, fordi hun kun har lært at få venner, der også er Jehovas Vidner. At skulle ud i et samfund, hvor folk vælger venner ud fra ens opførsel i stedet for ens tro, er derfor nyt for Kezia. Pludselig aner hun intet om, hvordan hun skal agere.

”Jeg havde følt mig forkert hele livet, fordi jeg ikke havde samme tro som min familie. Så kommer jeg ud af Jehovas Vidner og føler mig stadig forkert, fordi jeg ikke har lært at begå mig.”

Mange tidligere Jehovas Vidner har det på samme måde som Kezia. Ikke alene vælger de deres omgangskreds ud fra troen, de må heller ikke fejre fødselsdage, jul eller stemme til valg. Susanne Benderfeldt fortæller, hvordan troens sociale begrænsning af dens medlemmer bliver en udfordring, når man trækker sig ud af det religiøse miljø:

”De har været vant til at betragte det omkringliggende samfund som livsfarligt. Nu skal de være en del af det. Når de så ikke kan begå sig i sociale situationer, forstærker det ensomhedsfølelsen.”

En afklaret mentalitet og en genfundet identitet

Før Kezia deler sin historie, får hun at vide, at det er okay, hvis hun bliver berørt af at fortælle om sin fortid. Men hun ryster på hovedet. Hendes afklarede udstråling er slående og ikke til at tage fejl af. Da hun dernæst mødes af et overvældet udbrud om, hvor utrolig svært det må have været at stå helt alene i så ung en alder, smiler hun blot. Som er det en reaktion, hun er blevet mødt af før.

Det er det måske også.

”Min familie vil sige, det er min egen skyld, at jeg er blevet udstødt. For mig var det et livsvilkår. At jeg skulle være Jehovas Vidne, var for mig et valg, der blev truffet på mine vegne. Så havde det bare konsekvenser, da jeg brød med det.”

Kezia har oplevet mange, der ikke forstår. Flere gange er hun blevet mødt af spørgsmålet om, hvorfor hun ikke blot ringer til sin mor, hvortil hun svarer, at det ikke er noget, hun ”bare” kan. Hun ved, at det må lyde surrealistisk og unaturligt, for dem der ikke kender til udstødelsens hårde kår.

Vejen fra at føle sig forkert i troen til i dag, hvor hun kan fortælle om at blive udstødt af alle omkring sig uden at fælde en tåre, har været en proces. Selvom forkerthedsfølelsen har været en integreret del af Kezias selvidentitet næsten hele hendes liv, føler hun sig i dag hverken mere ensom eller forkert, end alle andre nogle gange gør.

”Jeg savner det, som det kunne have været. Men jeg savner ikke dem. Jeg tror, alenefølelsen hjalp mig til at lære mig selv at kende.”

Gennem de sidste syv år har Kezia opbygget sig et nyt netværk uden for religionen. Sammen med den humanitære hjælpeorganisation InsideOut drømmer hun om mere hjælp til dem, der enten ønsker at forlade eller har forladt et religiøst miljø. Ligesom Poul Dal og Susanne Benderfeldt, mener Kezia ikke, at der bliver gjort nok for at hjælpe disse mennesker. Selvom InsideOut og Støtteforeningen for tidligere Jehovas Vidner hver rækker en hånd ud, håber de på, at myndighederne vil få et større fokus på problemets omfang.

Måske det vil kunne hjælpe flere, der ligesom Kezia har oplevet ensomheden efter at være blevet udstødt. Selvom hendes proces først nu er begyndt at se lyset for enden af tunellen, har Kezia aldrig betvivlet de ord, hun sagde til sin far på den køretur til Silvan i 2018.

”Jeg mødte på et tidspunkt en fra min gamle menighed, som sagde: ’Vi savner dig’. Og så gentog hun det. ’Vi savner dig’. Og så smilte jeg. Og så gik jeg,” fortæller hun.

I dag studerer Kezia på Københavns Universitet. Hun skal ikke tilbage til et liv, hvor hun styres af regler, dårlig samvittighed og en altfortærende følelse af at være forkert. Heller ikke selvom det betyder, at hun vil kunne genvinde forholdet til sin familie.